Spelt smager sødligt og dufter dejligt. Fuldkornsspeltmel indeholder alle skaldele – både de grove og de fine. Dermed får du et højt fiberindhold, masser af smag og en let-gylden farve til dit brød.
Spelt er en af de ældgamle sorter af hvede og fås i fremragende kvalitet i Danmark, da det danske klima egner sig godt til dyrkning af spelt. Derfor får Skærtoft Mølle vores spelt fra sønderjyske landmænd, bl.a. en lokal landmand på Als.
Speltmel kan både anvendes alene i brødbagning eller blandes med andre gode meltyper. Bager du brød med fuldkornsmel i, anbefaler vi at lade dejen langtidshæve.